De eftertragtede gule pæoner

Mange havefolk har det jo ellers så som så med gule blomster i haven, men når det gælder pæoner, er sagen straks anderledes!

De virker nærmest dragende......

For blot 10 år siden var det nærmest umuligt at få fat i en gul silkepæon (P. lactiflora) - i hvert fald kostede de en mindre formue. 'Goldmine' og 'Golden Wheel' (sartgul) er værd at nævne - dog er der så vidt jeg ved også andet blod i dem end lactiflora.

I dag er de til at betale - sådan da (de kan stadig være dyre), og heldigvis er Itoh-hybriderne (hybrid mellem staude- og træpæon) blevet mere og mere tilgængelige her i Danmark. Inden for den kategori findes der nemlig en del smukke gule sorter.

Itoh-hybrid fra 1974 - 'Yellow Crown'

Itoh-hybrid 'Lemon Dream'

Itoh-hybrid 'Garden Treasure'. En fantastisk lille busk, der glæder med et væld af blomster i juni-juli.
Når blomsten ældes, bliver den mere flødefarvet.

For 11-12 år siden var jeg fuldstændigt optaget af svovlpæonen Paeonia mlokosewitchii, og jeg var helt syg for at få fat i en sådan efter at have læst om den i de mange engelske havebøger, der på én gang lå i mit skød. 'Molly the Witch' kaldte de den - alene navnet gav mig en omgående trang til at besidde denne juvel.

Men det skulle ikke blive så nemt endda. På planteskoler fandtes den ikke, men jeg fandt den på et af de mange plantemarkeder, der bliver holdt rundt omkring i landet. Ih, jeg var lykkelig!!!

Da den langt om længe blomstrede, satte jeg mig ned til planten med et glas rødvin og nød den smukke blomst :-)


Paeonia mlokosewitchii

Den var da også en af de første planter, som jeg MÅTTE have i mit sortiment, da jeg åbnede Staudefeen i 2005. Jeg droppede dog hurtigt at tage den hjem, da det udelukkende var frøplanter, man kunne købe engros, og den er altså ikke frøægte. Ofte har frøplanterne lyserøde til pink blomster.



Det første gule titter frem - juhu.. den har den rigtige farve :-))


Frøkapslen, der minder om et åbent kødsår. De mørke juveler er frøene.

Silkepæoner plantes max. 5 cm under jordoverfladen. Plantes de dybere, undlader de at blomstre året efter. 

Træpæoner og Itoh-hybrider kan plantes ned til 30 cm dybde. Jeg plejer dog at plante dem ca. 15 cm nede.



En anden sjov pæon er denne gule med rødlig midte. Jeg er usikker på navnet, men har fået den som Paeonia patoninii var. trollioides. Hvis nogen skulle kende navnet, må de gerne skrive det til mig. Jeg kommer til at tænke på, om jeg egentlig stadig har den i haven.... Ryddede bedet for et par år siden.

Har du en gul silkepæon i haven, vil det være sjovt at høre om det her på bloggen. Jeg har faktisk endnu ikke fået anskaffet mig en (men har Itoh-hybrider).

Gule eller ej - pæonen er jo en ældgammel plante, der har eksisteret i mange, mange hundrede år. Det latinske navn er jo Paeonia, men i 1800-tallet stavede man det faktisk med æ - altså Pæonia (og på engelsk pæony). Ret morsomt, for æ havde de (andre lande) jo altså ikke i deres alfabet - og det havde de så alligevel!

Vi har selv pæoner i vort sortiment, men Pæoneksperten skal også nævnes, da de har et kæmpe sortiment.

De duftende violer - Viola odorata

Også kaldet martsviolen....

Den rigtige martsviol - Viola odorata - blomster i marts-april. I dag findes der mange smukke hybrider, der blomstrer både forår og efterår. De er dog ikke altid lige hårdføre.

I bladet HAVEN var der her i februar en (engelsk) artikel om martsviolerne, og der var nævnt mange smukke nye sorter, og denne planteskole var også nævnt. (Jeg har ikke kunnet komme ind på deres side i flere dage - ved ikke, om det kun er her?).

En veninde var helt opslugt af disse violer efter at have læst artiklen, men syntes måske, at portoen var ret høj, så jeg lovede, at jeg lige ville tage et kig på siden, for det kunne jo være, at jeg kunne fristes. Jah... det kan man da vist godt sige, at jeg kunne :-) Jeg havde svært ved at begrænse mig.

I sidste uge fik vi dem hjem, og det var fine planter, der dog blev sendt som barrodsplanter med lille jordklump, så de skulle pottes op (lidt svært med frossen jord i bigballer!).

Her er kun vist nogle af de sorter, jeg købte. Jeg tager flere billeder, når de vokser til.


'Becky Groves'
 
 
'Lady Hume Campbell'
 Violer i dag og dengang.....

I dag er violerne kun udbredt i begrænset omfang, og det er egentlig underligt. Jeg købte engang en fyldt - vel omkring 12 år siden - og der var kun én sort, jeg kunne få fat i. Husker dog ikke navnet, og den er også gået til i mellemtiden.

Men i 1800-tallet var violen ekstremt populær, og omkring 1880 var der mange fyldte sorter i handlen - bl.a. 'Belle de Chatenay' (hvid), 'The King' (mørk violet - er måske den, jeg har købt som 'King of the Doubles'), 'Blandyana' (stor blomst, lilla), 'Neapolitan' (støvet lilla og stærkt duftende) og 'Marie Louise', som I ser på et af billederne nedenfor.


Fin tegning fra havebog fra 1880
 
De fyldte sorter hører inde under kategorien Parma-violer, der er knap så hårdføre og bør derfor enten graves op, pottes og sættes i drivhus, men jeg har nu tænkt mig at lade dem stå ude og dække dem til med mine små minidrivhuse. Håber, det går på den måde.

Førhen dyrkede man en del af dem i krukker og placerede dem i koldbænke, hvor blomstringen på den måde blev forlænget ved, at violerne blomstrede tidligere.    

'Swanley White' og 'Marie 'Louise'


'Dawnie'
Der findes mange enkle varianter i handlen. I hvert fald på den planteskole, hvor vi har købt vores. Du kan selvfølgelig se nogle af dem her i indlægget, men også i artiklen i HAVEN er der vist flere smukke sorter.

Omkring 1880 var bl.a. disse to sorter fremhævet; 'Devoniensis' (blålilla) og 'Victoria Regina' (violet) - begge med store blomster og stærk duft.


Hvilken jord skal violerne så have? De kan bedst lide kalkrig skovmuld i let skygge - evt. under løvtræer, så de får sol om vinteren.

Både den lilla og hvide vokser vildt, og specielt den hvide findes kalkrige steder.


Den hvide martsviol - smuk og duftende

'Isabella'
  
'Jean Arnot'

'Orchid Pink'

'Perle Rose'

Denne hvidlilla martsviol er pt. i vort sortiment. Den er uden navn og er uden tvivl en
krydsning mellem den hvide og lilla.










  
 

Nye høns på matriklen!

Så fik vi endelig købt flere høns. Vi havde kun tre tilbage - en gul Orpington, en Australorp (sort Orpington) og en Dorking, men i går fik vi hentet 6 stk. Australorps, der er fra 2010, så de er endnu ikke fuldt udvokset.

De bliver store - kæmpestore. Rolige og snakkesalige høns. Bente, som vi har i forvejen, snakker og snakker, og hun kan tale 36 sprog :-)

De får alle navne, men det fortæller de os først, når vi lærer dem at kende ;-) Men én hedder i hvert fald Meta ;-)


De 6 nytilflyttere....


Vi skulle egentlig have de gule Orpington, men de blev solgt, lige inden vi ringede :-) Men de sorte er helt sikkert også smukke. Alle vore høns er kælehøns, så de bliver ikke slagtet. De går frit ude - dog i hønsegård, når vi ikke er hjemme.


Bente, en sort Orpington, som er en af de tre høns, vi havde i forvejen. Hun er STOR!


Skønt at støvbade i bedene :-) Ellers vil jeg sige, at vi ikke har problemer med hønsene, når de går frit.
De skraber en smule, men knækker ikke planter osv.

Calendula - en glad blomst

Ja, det må man sige, at morgenfruen er. En glad og venlig blomst, der kun spreder glæde og optimisme med sine smukke farver og skønne duft (som nogle havefolk måske ikke kan lide). Duften minder mig om min barndoms have.


Der findes mange navngivne sorter i handlen, og i år har jeg bestilt 'Flashback' og 'Kalinka Apricot'. Se dem her.

Morgenfruen er nem at have med at gøre, og frøene sås på stedet omkring april-maj (kan dog også sås om efteråret, som ville være det naturlige for planten, når den smider sine frø). Har du taget frø fra året før, får du planter i alle mulige farver og former - det kan være et fantastisk syn. Billederne her er alle (undtagen 'Tangerine Pink') fra frø taget året før.





'Tangerine Pink'

Fuglen er fløjet.....

og måske begivet sig sydpå i arrigskab og skuffelse over denne kolde vinter?

I hvert fald var denne smukke rede fyldt med sne forladt - den lå i en rosenbusk - så fint og perfekt udformet.

Et "spring-shot" til dig :-)

Det er iskoldt, og vi har igen fået sne. Så kan man altså godt trænge til et kraftigt forårs-input, så det får du lige her i kraft af løgblomster og stærke forårsfarver. Billederne er taget på en messe i Essen.


Masser af løgblomster i én pærevælling - matchende farver? Nah.... måske ikke, men man kan næsten kun blive glad af farverne.

Her er Amaryllis, tazetter, narcisser, hyacinter, tulipaner og iris. Og en lille Eranthis er der vist også i bunden af billedet.

Og så krydser vi fingre for et tidligt forår, ikk´?


Den skønne tobak

Og det er ikke rygetobakken, jeg hentyder til !!! ;-)

Det er de enårige, der er uundværlige som fyld i bedene eller som snitblomst. Nicotiana alata er måske den tobak, der oftest bruges i haven, og findes i et væld af farver. Specielt den limegrønne er populær.



Nicotiana alata 'Lime Green'

Frøene sås indendørs omkring marts - dækkes ikke med jord (eller kun ganske, ganske lidt), da de er helt små (som valmuefrø), og når de begynder at spire, tænker man, at de da ikke bliver til noget, men de vokser sig hurtigt store og får enormt store blade, så giv dem afstand. Det er en god idé at potte småplanterne op, da det næsten er umuligt at plante dem direkte ud i bedet fra såbakken. Men det kan dog godt lade sig gøre.

Nedenfor ses nogle forskellige Nicotiana alata sorter (farver - de er ikke navngivet. Frøene købes som regel som mix).










Tobaksplanterne blomstrer nærmest hele sæsonen, til frosten sætter ind. De er gode i buketter og holder ret længe som afskåret.


Nicotiana rustica - en anderledes tobak, som også har den eftertragtede
limegrønne farve.

Her kan du købe tobaksfrø:

Sommerfuglehaven - en spændende frøblanding med flere arter

Kærlighedsstenen

Da jeg var 9-10 år fandt jeg denne sten ved Holme Strand (ved Ebeltoft), da jeg var ude at gå tur sammen med min mor og en nabo. Jeg husker dagen, som var det i går. Min nabo nærmest råbte, at det var da den mest fantastiske sten, hun havde set, og om hun ikke nok måtte få den... Meeen jeg ville ikke af med den, og det er jeg egentlig glad for i dag, for jeg rører ofte ved den, og den har altid ligget fremme, uanset hvor jeg har boet.

Den er lidt over 6 cm høj.



Jeg har altid - så længe tilbage jeg kan huske - været interesseret i sten, specielt fossiler (forsteninger), og jeg kunne da også spotte dem laaangt væk, fra hvor jeg stod eller gik.

Denne her sten er jeg specielt glad for, og jeg undrer mig stadig over dens udseende. Den er hjerteformet, som I kan se, og i midten er der det yndigste hjerte.

Jeg forestiller mig, at den engang er blevet slebet hjerteformet pga. mønsteret i midten. Ellers er det næsten for utroligt, hvis naturen kan skabe både hjertemønster- og -form. Eller hvad tror I?

Bagsiden af stenen ser også ret sjov ud. Som om stenen er blevet lappet eller lukket
med en ukendt masse.


Duftende roser

I vores tidligere have var der plantet rigtigt mange roser, og efterhånden sniger der sig også flere og flere roser ind i vor nuværende :-) De er jo ikke til at undvære - både som solitær og sammen med stauder. Her blot nogle af dem vi har haft og roser, som vi har nu.

Hvilke roser har du i haven?



Gallica-roserne er nok dem, jeg bedst kan lide. Her 'Cardinal de Richelieu'

"Rosenfolket" findes i tusindvis i Danmark og i udlandet. Min mor er en af dem. Hun har store flotte grupper af specielt de engelske roser. Kan du bare ikke få nok af roser, kan du evt. melde dig ind i Rosenselskabet.


'Felicité Parmentier' bliver ca. 150 cm høj. Smuk rose, der blomstrer overdådigt.

Igen 'Felicite Parmentier' plantet sammen med en anden tofarvet rose (kan simpelthen ikke huske navnet)
i planteskolen.

'Ritausma' har vi plantet på et stykke langs grusvejen, der følger vores grund. Det er en rugosa type
(som en klitrose), men får altså store fyldte blomster og blomstrer ad flere omgange. Ca. 150-200 cm høj.


'Rosa Mundi' (gallica-rose) og bredbladet ærenpris.


'Ghislaine de Feligonde' sammen med kæmpeslør - Crampe cordifolia - i hønsegården. Rosen kan ikke
anbefales nok. Den kan blive ekstremt høj - over 2 m. Nogle bruger den faktisk også som slyngrose.
Blomstrer ad flere omgange.


'English Garden' er en engelsk rose, som man ikke ser så mange steder. Blomsten har nærmest
form som en marcipanrose :-) Væksten er løs og yndefuld.


'Benjamin Britten' er ligeledes en engelsk rose, som jeg sjældent støder på. Den blomstrer nærmest uafbrudt
gennem sæsonen.

Vi har købt en del af vore roser gennem Rosenposten, som de fleste sikkert kender.

Dejlige dage på Fuglebjerggaard

De sidste 5 år har vi deltaget i Camilla Plums høstmarked i september, og til de der endnu ikke har været på Camilla og Pers gård, synes jeg lige, at jeg vil vise lidt billeder derfra.




Gården og dens mange produkter - kød, korn, planter osv. bliver dyrket økologisk. Det er imponerende - og utroligt - så meget de begge to kan nå. Camilla skriver bøger - koge- og havebøger -  laver TV-udsendelser (der kommer snart nye udsendelser her i foråret - temaet er krydderier), holder kurser og er nu også rejseleder til Marokko her i foråret. Per holder bl.a. et hav af kurser - specielt om ølbrygning.

Vi har nydt at være der; alting er farverigt, uformelt, og der summer af liv og arbejdsglæde, og det uperfekte gør det hele perfekt (som Peter plejer at sige generelt - det er vel snart vores motto).


Lækre økologiske grøntsager sælges uden for butikken



Haven består af køkkenhave, skærehave, men også stauder. Så er der den store frugthave - eller lille frugtplantage kan man vel godt kalde den - og meget andet. Man bliver glad af farverne, og det er meget befriende, at ikke alt umiddelbart passer sammen (men det gør det jo nok alligevel, for det er kontrasterne, der skaber spillet i bedene) - det gør det barnligt og uhøjtideligt.






I butikken kan du købe lækkert mel (fra gården selvfølgelig), deres eget kød, te, Camillas egne krydderier (anbefales - jeg kan snart ikke bruge andet!), olier, skåle, bagekurve, bøger og meget, meget andet. Besøg deres hjemmeside her.


Camilla Plums egne krydderier giver virkelig smag til maden! Har man først prøvet dem én gang, er det næsten
umuligt at bruge andre bagefter.......