Gratis storkenæb og gamle silkepæoner sælges billigt!

Som vi netop har skrevet i vort seneste nyhedsbrev, har vi et bed, der skal ryddes. Derfor sælger vi ud af vores min. 10 år gamle silkepæoner ved selvopgravning, og du får dem til foræringspriser - 50 kr. pr. stk. Det er pæoner, jeg har købt i Paris til udstilling, på plantemarkeder og hos en samler. Ikke alle er med navn.

Desuden er der gratis storkenæb m.m. Aftal tid for opgravning. Kom evt. i weekenden, hvor vi har åbent begge dage fra kl. 10-15. MEDBRING SELV SPADE, SÆKKE ELLER KASSER. 

Derudover sælger vi vores store sjældne Paeonia emodi (foto), som vi fik fra Kina for omkring 7 år siden. Det er en dyr pæon, og for en del år siden blev små stykker solgt til 500 kr. stykket, og vi sælger nu den gamle store til 1200 kr., så det er et godt tilbud :-) Paeonia emodi er en imponerende busk på ca. 1 meter - flot fliget løv og enkle hvide blomster.






Tilbud hver uge på webshoppen

Jeg ved ikke, om du allerede har opdaget på vores hjemmeside eller Facebookside, at vi de sidste 4 uger har haft forskellige tilbud på vores webshop - 3 stauder til nedsat pris hver uge - og tilbuddene skifter hver uge.

Denne uger drejer det sig om:

Campanula 'La Belle' kr. 30,- (normalpris kr. 40,-)
Paeonia 'Bartzella' (Itoh-hybrid) kr. 150,- (normalpris kr. 225,-)
Thalictrum 'Elin', 9 cm potte (vi har den nemlig i to størrelser) kr. 30,- (normalpris kr. 45,-)

Tilmeld dig vores Facebookside hvis du vil følge med i tilbuddene eller andre nyheder, for ALLE nyheder kommer på Facebooksiden med det samme.


Campanula persicifolia 'La Belle' - fyldt smalbladet klokke

Paeonia 'Bartzella' - Itoh-hybrid - foto udlånt af leverandør

Thalictrum 'Elin' - kæmpen på ca. 250 cm, der aldrig vælter. Fantastisk rødligt løv om foråret. 






Havemarked 7-8. september

Klik på billedet for at se program og udstillere. Følg også med på vores facebookside (se link til højre - øverst) - det er her, det hele opdateres - i dag har jeg opslået to nyheder på min væg - kig ind på fb siden.

Vi ses :-)


De en-årige kan også!

Jeg er selvsagt fortaler for stauder, men ville ikke undvære de en-årige, der giver så megen blomstring, fylde og glæde i sommerhaven. De placeres her hos os i køkkenhave, skærebede, men også i staudebedene....

.... så glem ikke de en-årige, når du synes, dine stauder skriger til hinanden - fyld hullerne ud med de fristende sommerblomster.

Mine dusksalvier er selvsåede, og jeg har mange. To år i træk har de selvsået sig samme sted, og det føles befriende, at jeg ikke skal tænke på at købe frø eller bryde min hjerne med, hvad der skal placeres netop dét sted.





Cosmos, stolt kavaler, selvsår sig også; 'Daydream' ligger som et tæppe i køkkenhaven, og den fyldte 'Double Click Rose Bonbon' (som dog er noget mørkere, end sorten skulle være) står blandt artiskokker og kæmpeverbena (sidstnævnte også selvsået). 

Cosmos 'Double Click Rose Bonbon'

'Antiquity' og 'Rubenza', som du ser på nedenstående foto, har jeg dog sået i år - de omfavnes af den hvide kongekommen (Ammi majus), som jeg på ingen måde vil undvære synet af. Husk at der findes to slags kongekommen; Ammi majus og Ammi visnaga (som også kaldes for tandstikkeurt). A. Visnaga har en tættere og mere opret vækst og virker i det hele taget kraftigere end A. majus. 


Ammi majus (kongekommen) og Cosmos 'Rubenza' og 'Antiquity'

Ammi visnaga (kongekommen - en anden slags - kaldes også for tandstikkeurt)
og høstfloks, Phlox 'Mystique Green'

Masser af florlette skabioser (en-årige) i et bed med fyldt lilla storkenæb (fler-årig)

Ageratum 'Red Sea' - på dansk blåkvast - er ny for mig. Men, men... jeg er blevet virkelig forelsket i den og skal huske at så den til næste år igen. Sikke en farve - og så skøn og busket!


Ageratum 'Red Sea' sammen med blandt andre antikfarvede Zinnia (Frøkenhat)



Nye bede er blevet tilplantet med stauder (småplanter), og hullerne er fyldt ud med forskellige en-årige.




Også køkkenurterne kan være med; squash-planterne i år har hvide blomster! Det har jeg vist aldrig set eller tidligere hørt om, men måske er det bare gået min næse forbi? Sorten har jeg i skrivende stund glemt, men frøene er købt i Venedig, og frugten er en lang hvid-grøn sag. 




MASSER af squash, og de bliver ret hurtigt store. Er næsten i tvivl, om her er tale om græskar, men de
mindre frugter smager dog som squash. Planterne gror ekstremt hurtigt og klatrer op i træer og hegn.
Frøene er købt i Venedig.


Jeg glæder mig allerede til at planlægge næste års sommerblomst-flor :-)




Forsøg med purpursolhat

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg aldrig hørte om problemer med Echinacea fra mine kunder. Det gør jeg. 99% af tilfældene skyldes forkert placering i form af våd jord eller tæt på aggressive stauder.

I sensommeren 2012 tænkte jeg, at NU skulle de altså afprøves og udplantes under dårlige betingelser, så jeg udplantede 5 af sorten 'Raspberry Tart', der er ret hårdfør, men er en lille, fin purpursolhat med smalle blade (løvet) og ret svag vækst, i halvskygge-skygge og i fugtig jord - faktisk tung jord om vinteren.

Dette gjorde jeg, fordi jeg ikke selv har problemer med de mange hybrider af purpursolhatte, da jeg har let sandjord de fleste steder i haven/planteskolen, og jeg ville meget gerne se, om de går så hurtigt ud, som nogle haveejere påstår.

Jeg plantede dem naturligvis forrest i det nye bed, for blev de udplantet imellem de andre stauder, var det den sikre død (fordi det er en lille sort), og det var jo ikke meningen.



Stauderne er placeret ovenpå bedet og er klar til at blive udplantet. Purpursolhattene står helt til venstre. 
'



Jeg kan sige, at jeg ikke havde regnet med at se skyggen af de 5 purpursolhatte plantet efter langt fra optimale forhold efter en vinter, der ingen ende ville tage. 

MEN.... jeg må slå ud med armene og beklage, at jeg ikke kan hjælpe jer, der har problemer med Echinacea andet end at gentage mig selv om og om igen og sige, at de skal stå veldrænet og i fuld sol, hvilket disse 5 planter i dette forsøg ikke engang gør. Måske skal I snakke med dem?? ;-) For de 5 planter kom fint efter den lange vinter. 

Til gengæld overlevede de mørke hyld 'Black Tower' ikke!!! Meget mystisk. 


De 5 purpursolhatte, som netop blomstrer nu.


Når vi er ved forsøg med Echinacea, vil jeg lige fortælle om mine frøplanter. Jeg har udplantet en del Echinacea frøplanter, og de fleste blomstrer nu. Desværre ingen med fyldte blomster, men ellers en del grønne, hvilket er dem, jeg mest holder af. Frøene må være taget fra 'Green Envy', da adskillige af frøplanterne er identiske med denne.














Rødt chok


En del haveejere fravælger røde stauder og en-årige i haven, fordi de mener, at farven ikke passer ind. Jeg har muligvis været en af dem. Med tiden er jeg dog blevet glad for de røde stauder, der giver varme og dybde i bedet. Og så tiltrækker de opmærksomhed.

Her er nogle eksempler.

Lupinus 'Red Rum'

Paeonia lactiflora 'Buckeye Belle' - silkepæon

Persicaria amp. 'Taurus' - kertepileurt

Lathyrus odoratus 'Barry Dare' - en-årig ærteblomst

Rød frøsået akeleje

Røllike og høstfloks 'Red Carribian' ('Ferris Wheel', som vi har i sortimentet, ligner den til forveksling)

Potentilla 'Monarch's Velvet' i forening med kvæsurten 'Tanna'

Akelejen 'Salmon Rose' er jo ikke rød, rød, men I skal alligevel se den, for den giver i den grad også varme til haven, og jeg er helt vild med farven.

'Salmon Rose'


Bruger du rødt i haven????



Stiklingepotter

På vores Sverigetur besøgte vi flere keramikværksteder - ikke alt faldt i min smag, men gode idéer og flot udført keramik var bestemt ikke en mangelvare.

Specielt disse stiklingepotter forelskede jeg mig straks i. De er ca. 15 cm høje og med hul i bunden. Ret god - og enkel - idé, som jeg aldrig tidligere er stødt på. Det gør jo ikke noget, at det også ser godt ud, når man producerer ;-) Nah... de skal vist bare anvendes til privat brug - mine stiklingebakker i plastic er væsentligt mere praktiske.

Du kan besøge den svenske keramiker online her.

Stiklingepotter fra Sverige - med Pelargonium sidoides



Sommerhaver i Sverige

For en uges tid siden var vi på havetur i Sverige med vores to dejlige havevenner, Helle og Kim (havegalleriet.dk), og jeg vil lade billederne tale for sig selv - skønne, skønne køkkenhaver på Katrinetorp, Sofiero og Frederiksdal - der er smukt i Sverige. Sofiero har jeg tidligere besøgt, men det er ved at være nogle år siden.

Vi starter på Katrinetorp:











Sofiero - inspirerende køkkenhave med gamle drivhuse og butik med fint haveudstyr i god kvalitet (men dyrt). 









Frederiksdal har jeg ønsket at opleve i et par år. Stedet var ingen skuffelse. Der er have og romantik for alle pengene - gamle huse med flere værksteder og butikker. 








Næste tur til Sverige må være julemarkedet på Katrinetorp - det skulle være en oplevelse. 

Derudover besøgte vi flere keramikere, og svenskerne har altså gode idéer til anderledes keramisk haveudstyr- og pynt! Se et eksempel i næste indlæg :-)