Ærteblomster - før og nu - del 1

Hvem kender ikke ærteblomsten og den berusende duft, der ikke kan sammenlignes med andre dufte? Den duft, der kan gøre en haveentusiast lykkelig, beriget og fjerne alle dagens problemer som dug for solen?

Godt nok er ærteblomsten - Lathyrus odoratus (odoratus betyder duftende) - utroligt populær i dag, men kan dog ikke sammenlignes med den interesse, der fandtes i 1800-tallet (hovedsageligt sidste halvdel) og et godt stykke ind i 1900-tallet for netop denne blomst. Der var hundredevis af sorter i handlen (faktisk var der i 1912 omkring 1000 sorter af udelukkende de langstilkede og med store blomsterhoveder), og der blev afholdt adskillige konkurrencer i de største blomster, de mest duftende, de længste stilke, og Covent Garden var stedet, hvor de duftende juveler altid kunne købes og beses.


'Black Knight' er en gammel sort fra sidst i 1800-tallet.

Der var adskillige hegn og stativer i handlen (som måske ville være en god idé at producere i dag) specielt til ærteblomster.

Der blev fremavlet dobbelte ærteblomster, der dog mistede en del af den skønne duft, men til gengæld holdt de længere som snitblomster. Disse typer er vel dem, vi kender i dag, men man kan heldigvis stadig købe fra af de gamle sorter.


Fin tegning fra ca. 1920 fra min gamle bog "Chrysanthemum og Lathyrus"

De fleste hybrider, som vi også kender i dag, blev fremavlet fra 1870erne, og udviklingen tog hurtigt fart. Der blev på det tidspunkt dannet Lathyrus foreninger - specielt i England og Amerika; der blev afholdt blomstershows, og der blev udgivet "Sweet Pea Annuals", der beskrev de nyeste sorter.


De nye hybrider

De to typer 'Spencer' og 'Unwin', navne, der bruges den dag i dag, blev tiltrukket omkring år 1900.


Kendetegnende ved Spencertyperne var de store åbne blomster med bølgede kronblade (dem, vi også kender i dag). De er langstilkede og bærer ofte 4 eller flere blomster på hver stilk. Derudover har de kraftigere vækst og større blomsterrigdom end de ældre sorter.

Unwintyperne er meget lig Spencertyperne, men blev ikke helt så populære, da de i modsætning til Spencertyperne ikke havde samme tilbøjelighed til at variere, så udvalget blev begrænset.

Jeg vil hurtigt lige nævne to andre typer, der var udbredt på det tidspunkt, og det var Telemly-typerne, der blev ekstremt høje og havde små blomster og var/er tidligt blomstrende og Cupido-typerne, der var lave - ca. 25-40 cm.




Jeg har selv købt frø af bl.a. 'America' og 'Senator', som minder lidt om hinanden. Begge Spencer typer og fra omkring år 1900.

Men det ville være interessant og spændende, hvis der blev tilbudt flere af de gamle sorter til salg. Måske det var en idé til de danske frøfirmaer, der dog er godt med og har en del smukke sorter til salg :-)

12 kommentarer:

  1. Spændende læsning. Det er helt tydeligt, at England virkelig er haveLANDET - de har vist klubber for stort set alle blomsterarter! Og hvilken entusiasme!

    SvarSlet
  2. Kære Lavendel,

    ja, det er i England, det sner ;-) Vi er så langt bagefter her i Danmark - også i forhold til Sverige... Men vi er selvfølgelig også bare et lille, lille land ;-)

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  3. Jeg er helt sikker på, at du bliver vild med `America´, det er en meget smuk ærteblomst, som jeg har haft meget glæde af i haven. I år vil `Chatsworth´i cool lavendel og `Mrs. R. Bolton´ i mandelrosa være at finde i min have.

    Kh Birgitte

    SvarSlet
  4. Altså Marlene - du gør livet besværligt :O)) Her gik jeg og troede at en ærteblomst var en ærteblomst. Dem med duft og dem uden.......Nu skal jeg også til at sætte mig ind i ærteblomster!!Hvornår skal jeg få tid til at så dem??

    Spændende indlæg - :O)

    SvarSlet
  5. Kære,

    Birgitte, det er en sort, jeg ikke har prøvet før, men har flere gange haft 'Wiltshire Ripple' (hedder den vist) i haven. Minder de ikke lidt om hinanden?

    Jeg har også sået en sort, der hedder 'Emma' - kan pludselig ikke huske farven (fra Plants of Distinction), og så såede jeg lige det brev, der var med Isabellas sidst. Det skulle være en lav sort (forskellige farver).

    Uh, det lyder skisme godt med de sorter, du har sået :-)

    Susanne, hæ, hæ, ja, der er nok at sætte sig ind i og mere til - og der er nok at så :-) Jeg har også stadig en del frø, der ligger, men satser på, de kan sås direkte på friland ;-)

    Rigtig god aften.

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  6. `Wiltshire Ripple´og `Senator´minder meget om hinanden.

    Kh Birgitte

    SvarSlet
  7. Dejligt at få lidt historie på ;-)
    Jeg har sået 8 slags i sidste uge, så jeg hører også til ærteblomst-elskerne. Sidste år satte jeg en del stativer med ærteblomster op i nogle nyanlagte bede. Det gav masser af duft og fylde, hvor der ellers var lidt bart.

    SvarSlet
  8. Kære,

    Birgitte, ok, så kan jeg rigtigt godt lide den - mener også, at Senator og America minder lidt om hinanden. Har egentlig også sået 'Black Knight', men den har jeg nu haft mange gange før.

    Ina, 8 slags, det var da alligevel noget ;-) Glæder mig til at se fotos af dem på din blog :-)

    Ja, det er nemlig så godt med diverse stativer med klatrende blomster i staudebedene - jeg bruger det mest i køkkenhaven, men Peter - min mand - er ved at lave nogle flere, som jeg skal have sat i nogle af staudebedene.

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  9. Hej Marlene, der fik jeg lige besvaret alt det jeg oplevede da jeg kiggede på en engelsk hjemme side for ærteblomster :-) jeg tænke bare hvad er forskellen på det ene og det andet. Sku det være så svært;-) - Tak for det
    Mange hilsner Gro

    SvarSlet
  10. Kære Gro,

    dejligt, jeg kunne hjælpe ;-)

    Spørg endelig hvis du er i tvivl om noget, eller vil have checket nogle sorter. Jeg har flere gamle bøger fra sidst i 1800-tallet, der omtaler disse.

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  11. Hej Marlene, det er sjovt for jeg tænkte forleden dag på at lave et blogindlæg om de blomster/urter der dufter bedst -altså mine favoritter. Min top 10: Roser, violer, liljekonvaller, mimoser,Hesperis(natviol)min skønne klematis, der dufter af vanille -jeg har i skrivende stund, glemt navnet...og så de lidt mere krydrede urter Rosmarin, timian, så er der en vildart eller måske en duftgeranie der hedder Sidoides -kender I den? citronverbena dufter også skønt!
    Faktisk er Lathyrus, som I ser, ikke blandt mine favoritter. Det er en dejlig sommerblomst, skøn til buketter. Men jeg synes den har en "efterduft" altså når man har indsnuset den skønne karakteristiske lathyrusduft, så kommer der en bi-ikke-smag-men-duft, jeg ikke kan lide. Jeg har aldrig hørt andre være eninge med mig -er der nogle "artsfæller" i dette forum?
    Kh Helle

    SvarSlet
  12. Kære Helle,

    ja, det var da pudsigt. Ofte tænker man på at skrive de samme ting, synes jeg også at være ude for en del gange :-)

    Åh ja, mimoser - jeg ELSKER den duft, og da jeg boede i Århus, købte jeg altid mimoser om vinteren ved blomsterhandleren. Husker også de store buske i Provence.

    Hvad er det for en klematis, der dufter af vanille? Den lyder spændende.

    Nej, jeg kender ikke den duftgeranie - er ikke så meget inde i dem, men jeg vil da lige spørge min genbo - Den gamle Gartner - der har Danmarks største samling af duftgeranier (duftpelargonier). Det er også af ham, jeg altid køber citronverbena. Den er bare VIDUNDERLIG :-)I år skal jeg huske at lave kryddersalt med citronverbena.

    Hæ, hæ, nej, det har jeg vist heller ikke lagt mærke til; at lathyrus skulle have en bi-lugt. Det må jeg lige prøve at tænke på, når de blomstrer - eller måske ikke! ;-)

    Kh. Marlene

    SvarSlet

Dejligt, at du giver dig tid til at skrive en kommentar - tak :-)

ALLE kan skrive en kommentar - har du ikke en af de nævnte konti, vælger du bare "Anonym" eller "Navn" (har du ikke en webadresse, lader du feltet stå tomt).

Husk at tilmelde dig svar via email (nederst), da jeg altid besvarer din kommentar og ofte stiller spørgsmål :-) (dette er kun muligt, hvis du er logget ind på en af de nævnte konti).

Alle gæstebloggere får videresendt din kommentar.

Mange hilsner

Marlene