Ugens gæsteblogger - Michaela Søllingvraa

Vi har haft og får de næste måneder besøg af flere gæstebloggere, der fortæller om deres have, hvordan de bruger den, hvilken stil, de kan lide osv.

Her er nogle af de haveentusiaster, der besøger/har besøgt vores blog:

Birgit Reimer (forfatter og indehaver af Caroline Mathildestiens Planteskole), Birgitte Hasholt (forfatter), Helle Nørby (keramiker - og indehaver af byhellenoerby), Helle Rask (indehaver af Havegalleriet), Camilla Plum - senere på året - (forfatter, kogekone, TV-vært m.v.), Karin Meyer Nielsen (medindehaver af Pæoneksperten), Bente Møller Holm (indehaver af bog-netbutikken Plantarum), Flemming Hansen (forfatter og indehaver af ClematisDanmark), Helga og Hans Hansen, indehaver af Hosta Danmark, Lene Bargisen Tranberg, havearkitekt, Laif Vænggård, sælger krydderurter og duftpelargonier, Michaela Søllingvraa, indehaver af Den Grønne Garage er nogle af de skønne havemennesker, der vil videregive deres haveglæde her på bloggen.





I dag er ugens gæsteblogger Michaela Søllingvraa, der har den dejlige butik Den Grønne Garage i Ribe.


Tekst og foto: Michaela Søllingvraa

















For nu at blive i haveterminologien, plejer jeg at betegne mig selv som en ”heldig kartoffel” og en lykkelig haveamatør,…… tænk sig at få lov til at beskæftige sig med blomster og have, både som privatperson og siden november 2010 også som professionel, nemlig som indehaver  af en hyggelig lille gårdbutik, hvor jeg laver blomsterbinderi, sælger planter, haveartikler, lidt gamle lopper og anden spændende brugskunst til ude og inderummet . 



Oprindelig er jeg uddannet folkeskolelærer tilbage i 1994, men det er en helt anden historie, selvom det i grunden også er et job, der handler om at få noget til at spire og gro :o)
Jeg kan desværre ikke bryste mig af at have skrevet hverken spændende havebøger, optrådt på TV eller på anden måde gjort mig særlig synlig i medierne -  det mest haveagtige man kan sige om mig, er at mine naboer ikke undlader at bemærke, at fra marts til november ser de mere til min bagdel end mit hoved, da dette oftest er begravet i en busk!




Ideen til min ”Grønne Garage” har længe ligget og ulmet i underbevidstheden, uden at jeg helt kunne få hold på, hvad det var jeg rigtig ville med projektet. Det var først, da jeg mødte Claus Pedersen, som for tiden laver artiklen ”Månedens dekoration” i haveselskabets magasin  ”Haven”, at jeg for alvor fandt ud af, hvordan min butik og hele konceptet skulle skrues sammen


Claus havde nemlig selv lige åbnet sådan et fantastisk sted på Sjælland, og han var rigtig sød til at dele ud af sine gode ideer……... Det skulle være noget med kurser i blomsterbinding, åben have, og en dejlig lille butik hvor man kunne købe lækre ting til brug i haven,… og sådan blev det. For at få helt styr på fagligheden uddannede jeg mig sidste år til blomsterbinder på Jordbrugets Uddannelsescenter i Århus.  Jeg er endnu ikke begyndt på kursusdelen og det med den åbne have, men det kommer…….. måske allerede i år!







Min haveinteresse har jeg vist fået ind med modermælken, jeg er vokset op…. ikke i et hjem med klaver, men et hjem med stor have,…. frugt-, urte- og blomsterhave, hele pakken.
Min nuværende have er min tredje af slagsen, og de er blevet større og større, for hver gang jeg er flyttet, ikke noget bevidst valg,  men sådan er det bare gået. Min nuværende have er 2500 m2, og ganske ny, allerede her lyder det måske ikke særlig charmerende, og der er stadigvæk også lang vej  endnu, men til gengæld er den en kæmpe udfordring og den, holder jeg af.



Jeg er oprindelig sjællænder og har kun prøvet at bo i læ af store flotte bøgetræer, som er godt forankret i den skønneste muld. Det er så ikke lige det scenarie, jeg nu befinder mig i; her i udkanten af Ribe hvor jeg bor, blæser der altid en liflig vestenvind, og man behøver ingen dyre cremer  for at fjerne  døde hudceller i ansigtet, en dag i haven og man er sandblæst fra top til tå, men jeg elsker at gå og rode i haven, og jeg gi´r ikke op…….. eller det vil sige, det var jeg næsten ved sidste forår, hvor jeg endnu engang måtte konstatere, at halvdelen af det jeg havde plantet i min forblæste have enten havde lidt druknedøden på grund af højt grundvand eller var gået til i vinden,…… noget måtte gøres….



Jeg kontaktede Laila Sølager og fortalte hende om mine havekvaler, hun havde heldigvis lyst til at komme til Ribe og hjalp mig med gode ideer til at få inddelt den store have i nogle mindre rum, plante hække og lave planteværker som kan filtrere vinden, …og det tegner godt, rigtig godt!!!
Hvor er det vidunderligt at få besøg af entusiaster som Laila -  vi kunne sammen blive enige om at få øje på det paradis, min have kunne blive til med tiden,  ikke så lidt af en udfordring når man bor på en pløjemark, hvor det højeste træ er 1 meter højt…., men jeg fik energien tilbage!



Min stil,……….. hmmmmmm,  har jeg sådan en??? , det rette ord er vist mere noget i retning af en slags fusionshave, med hang til det barokke formklippede, rodet godt og grundigt sammen med engelsk cottage-stil, lyder det underligt,…. Sikkert, men jeg synes, det er ok. Jeg kan lide lidt af det hele, men jeg tror dog godt, at jeg tør sige, at jeg aldrig kommer til at anlægge et Rhododendron bed, men man skal jo aldrig sige aldrig, har jeg fundet ud af ……. 



Jeg har rigtig mange buksbom kugler og kegler, og en masse dejlige stauder, helst dem som har et lidt naturligt og vildt udtryk og jeg elsker, når en plante har kastet sine frø og dukker op de mest underlige steder, hvor jeg ikke har sat den, også gerne mellem fliserne,……


...og så er der jo roserne, mange roser har jeg; buskroser, klatreroser, bunddække roser - lidt af det hele, og der kommer helt sikkert mange flere til.... Der er både de engelske, historiske nye og gamle i en pærevælling, hvis jeg kan li´dem, så køber jeg dem uden at tænke så meget på hvad de er for nogen.

Jeg holder meget af rustikke raftehegn, marksten og i det hele taget de naturlige ting, det slidte, faldefærdige, rustne look kan jeg rigtig godt lide, der må gerne være mos og alger på mine krukker og havemøbler.



Jeg har også i min haveplan fået indlagt en skærehave. Ideen med mit blomsterbinderi er, at jeg helst vil lave buketter og dekorationer til butikken med blomster fra haven, skoven eller grøftekanten. På den måde bliver det hele langt mere naturligt og sjældent helt perfekt - det er netop det, der gør det hele meget mere levende end det, man kan købe hos blomsterhandlerne. 




Derfor skulle der også være en skærehave i min haveplan, en skærehave med sommerblomster, som jeg selv forspirer i hele husets vindueskarme i februar, marts og april,… et sandt mareridt for at være helt ærlig, men det holder vinterdepressionen fra døren og er hele balladen værd, når først de blomstrer i haven om sommeren. Jeg sår løvemund, rævehale, lathyrus, frøkenhat osv. osv. Prøver gerne noget nyt hvert år, med større eller mindre held.





Jeg har ingen urtehave, synes ikke at jeg har tid til det også, men der skal være noget, mine unger kan gå og spise, så størstedelen af træerne i haven er frugttræer. Rabarber, krydderurter og hindbær vil vi heller ikke undvære, så det er der også blevet plads til, fodboldmål og trampolin står endnu på græsset, om end pladsen efter Lailas besøg er skrumpet noget ind ;-)















Som medlem af bestyrelsen i Ribe havekreds er det mit allerstørste ønske at forsøge at indfange mange flere glade havemennesker og forsøge at være med til at lukke andres øjne op for den magi det er at være haveejer. Har man først prøvet at plukke en blomst, man selv har dyrket helt fra frø eller lavet en smuk opstilling af krukker i et hyggeligt hjørne af haven, ved man hvad det vil sige,..... der skal i grunden ikke så meget til, før man føler sig som en mægtig gartner!

9 kommentarer:

  1. Endnu en dejlig tur i det grønne. Skøn og levende artikel fra et passioneret menneske.
    God weekend

    SvarSlet
  2. Kære Michaela

    Skøn artikel og dejlige billeder. Med de glasklokker i butikken siger jeg
    " Bilka go home "!
    Jeg vil besøge Den Grønne Garage ved første lejlighed...
    Hilsen Helle

    SvarSlet
  3. Kære "Idehaven" og Helle!
    Tak for de søde ord, og nej Helle hvad skal vi dog der, når der nu findes skønne butikker som din og min og Marlenes,..... og rigtig rigtig mange andre iøvrigt! Vil langt hellere besøge steder hvor man kan mærke at det menneske som står bag virkelig selv har fingrene i jorden :o)
    Vil ønske alle jer som kikke forbi bloggen her en rigtig dejlig weekend, ligegyldigt om I skrive en kommentar eller ej!!!!
    De venligste havehilsner
    Michaela
    www.dengroennegarage.dk

    SvarSlet
  4. Sikke en historie, meget bedre end den man har hørt tusinde gange før på TV - som du siger, der er en menneske bag, det kan man mærke. Jeg ville skam gerne besøge den grønne garage, hvis ikke der var så pokkers langt. Jeg må snuppe hjemmesiden.

    Rigtig god weekend

    Forårshilsner
    Mette

    SvarSlet
  5. Kære Mette!
    Tak for din hilsen, ...hvem ved måske kommer du lige pludselig forbi Danmarks ældste og smukkeste by Ribe, så vil jeg glæde mig til at hilsen på dig :O)
    Med venlig hilsen
    Michaela

    SvarSlet
  6. Hyggelig og afslappet læsning :O)
    Det hele lyder som om det harmonerer med mine energier - uhøjtidelig, absolut ikke ophøjet og samtidig stor kærlighed til blomster og have/natur.

    Et kursus i blomsterbinderi ville jeg godt kunne bruge, så det glæder jeg mig til at du arrangerer ;O)

    SvarSlet
  7. Hej Michaela, nu er det ikke så længe siden, jeg var en tur forbi din skønne garage, med min datter med i bæreselen, og tak for snakken ;-) Jeg er stadig lun på min idé, og håber, at det kan lykkes. Din butik er virkelig dejlig, og jeg anbefaler den varmt til alle, der kommer på de kanter. Jeg kunne have købt mig fattig... Kan godt mærke, at nogle af dine rust-ting trækker i mig, så måske jeg kigger forbi igen, jeg synes at det er køreturen værd!

    SvarSlet
  8. Kære Susanne!
    Du må ind på min hjemmeside og tilmelde dig mit nyhedsbrev, der vil jeg fortælle om stort og småt i "Den Grønne Garage" og om hvornår jeg starter mine blomsterbinderkurser op, jeg håber meget at det kan blive i forbindelse med julens binderier :O)
    Kh Michaela

    SvarSlet
  9. Kære Tante Tulle/Anette:o)
    Selv tak for snakken og de søde ord om min Garage, dejligt at du gav dig til kende og fortalte mig om din drøm, håber du har mod på at kaste dig ud i projektet snart, det er så dejligt når ens drøm går i opfyldelse. Håber snart at se dig igen :o)
    Kh Michaela

    SvarSlet

Dejligt, at du giver dig tid til at skrive en kommentar - tak :-)

ALLE kan skrive en kommentar - har du ikke en af de nævnte konti, vælger du bare "Anonym" eller "Navn" (har du ikke en webadresse, lader du feltet stå tomt).

Husk at tilmelde dig svar via email (nederst), da jeg altid besvarer din kommentar og ofte stiller spørgsmål :-) (dette er kun muligt, hvis du er logget ind på en af de nævnte konti).

Alle gæstebloggere får videresendt din kommentar.

Mange hilsner

Marlene