Jeg lagde kartoflerne i en lille papkasse med halm placeret køligt - ca. 5-10 grader - og for en uges tid siden pottede jeg dem alle op og satte dem i drivhuset. Som I kan se, har de overvintret og spiret fint - dog lidt for lange spirer, men mon ikke det går.
Når de står med grønne toppe, bliver de udplantet i køkkenhaven, og så er jeg lidt spændt på, hvor stort et udbytte de giver. Nogen af jer, der kender til de blå kartofler? Jeg synes, de er lidt sjove - og så skal der selvfølgelig laves blå chips af dem ;-)
Gamle kartoffelsorter interesserer mig generelt, og jeg glæder mig til at få nogle forskellige til plantemarkedet i Kiekeberg (ved Hamburg) her den 21. april. En økologisk landmand sælger mange spændende sorter til dette marked, så det er lige med at vælge.
Der er ingen tvivl om, at vi har haft en mild vinter, men at den var så mild, at en dahlia knold havde overvintret udendørs i bedet var da over al forventning :-) Wow - jeg må have overset den, da knoldene skulle opgraves. Jeg er især glad for denne uventede overraskelse, da der her er tale om en miniature pompon - helt mørk - som jeg har fået sendt fra Letland. Knolden er fast og saftspændt.
I køkkenhaven er der netop sået rød og grøn spinat, rød kålrabi, rød hestebønne og dild. To slags palmekål er sået i drivhuset - det kan sagtens sås direkte i bedet, men det er unægteligt nemmere at udplante, når det er forspiret.
Mon I andre er i gang i køkkenhaven?