Stauder, en-årige og frugt kæmper om førstepladsen, og det er altså svært at finde en vinder, så heldigvis komplementerer de hinanden på smukkeste vis.
Vi har to meget store kvædetræer (ligner buske), som har duftende frugter. Jeg kan ikke få nok af kvæder, og de kan naturligvis syltes eller laves til kvædebrød, men duften af frugten i en skål i stuen, kan ikke sammenlignes med andet.
Æblekvæde - trækvæde - ikke de små japanske kvæder. |
Den blå kniplingeblomst giver sammen med den lidt sjove æblesolbrud lethed til skærebedet, hvor også den nye Echinacea 'Mozzarella' er placeret. Et bed jeg i den grad nyder.
De en-årige solhatte, Rudbeckia, såede jeg ret sent, men de har stået den sidste måneds tid med tykke og stive stilke, og de mørke blomster passer til de fleste farver. En sommerblomst, som jeg helt klart vil have igen næste år.
Aconitum volubile, klatrende stormhat, har jeg altid været fascineret af. Mine er frøsåede, og de er i år meget kraftige. Fantastisk syn op ad kastanjehegnet.
Gullige toner hører ligesom til sensommeren og efteråret, og hver dag beundrer jeg staudesolsikken, Helianthus 'Lemon Queen', der bliver omkring 150 cm høj. Den har ret små, citrongule blomster, der falmer til sartgul. Fantastisk i buketter, og så skal man altså huske på, at det er vigtigt at have højde i sin staudehave - det giver en helt anden bedfornemmelse.
Krukker har jeg også i lange baner i år - tilplantet med stauder, sommerblomster og faktisk også stueplanter som her - husfreden, som med dens tykke puder giver et roligt udtryk:
Cosmos, stolt kavaler, har jeg i lange baner - måske 5-6 forskellige sorter, tallerkensmækkere i flotte selvsåede former (næste indlæg), lupiner, kæmpeverbena og mange, mange flere. Der er nok at plukke ind af! Sikke en frodighed :-)
Stolt kavaler - sorten 'Picotee' |
En-årige meget duftende lupiner |