Sidste år såede jeg en halvfyldte ceriserød sort - husker ikke navnet pt. - men kun ganske få blev, som de skulle. Resten var orange og egentlig ikke særligt kønne. De såede sig selv, som sommerblomster nu engang gør - heldigvis - og afkommet var til min store overraskelse i det smukkeste farver, som jeg ikke umiddelbart er stødt på før, men de findes muligvis.
Det er ikke svært at få spændende frøplanter af bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum. Specielt ikke, hvis man har de sorter, der har broget løv. Men der er alligevel forskel. Jeg jublede ret kraftigt, da jeg her i efteråret faldt over denne frøplante - smukt løv.
Ikke kun storkenæbsfrøplanter med usædvanligt løv er at finde i haven - en del af de forskellige typer selvsår sig - nogle mere end andre - men f.eks. Geranium x oxonianum selvsår sig ret villigt og får ofte de smukkeste blomster. Nedenstående har jeg haft i en del år nu, og jeg skiller mig aldrig af med den. Den har ret store blomster og et udpræget tydeligt netværk, så blomsten fremstår næsten lysende.
Jeg nyder hvert år de mange frøplanter af Geranium wallichianum, som jeg for flere år siden fik foræret af en haveven. De har sarte farver i blå og lyserød - nogle med hvidt øje, andre uden. De blomstrer uafbrudt fra først i juli til helt ind i oktober.
Jeg har før nævnt og skrevet om frøsåning af purpursolhat, Echinacea purpurea. Jeg har flere sjove, og de falder ikke altid ud som moderplanten; dvs. de er ikke frøægte, medmindre der er tale om en art. Men ofte ligner de dog, og for mit eget vedkommende er jeg lykkelig, når frøplanterne springer ud med grønne blomster som f.eks. 'Green Envy' eller 'Green Jewel'. Nedenstående er en af de mange frøplanter.
Har du spændende frøplanter i din have?