Viser opslag med etiketten Anlæg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Anlæg. Vis alle opslag

Udnyttelse af (vinter-)tiden

Som planteskole- og haveejer er jeg altid glad for en mild vinter, for det betyder, at jeg kan få ordnet forskellige ting i haven, som jeg ellers sjældent har tid til i sæsonen. Vejret er perfekt til lugning, men også til nytilplantning. Så længe vi ikke har frost, kan du plante året rundt.




Et minus kan dog være, at jorden er fugtig og tung og ikke særligt velegnet til at gå på. Det var lidt tilfældet, da jeg for nylig fjernede stauder fra et bed for at tilplante nye, men i jorden skulle de nu! Jeg er sjældent den, der gider vente, når jeg har sat mig noget i hovedet. Og i jorden kom de da også :-) Da planterne blev placeret på jorden, gav de et noget rodet udtryk, så det var med at holde tungen lige i munden og visualisere et frodigt, blomstrende staudebed. Alle planter var overskudsplanter, som jeg har fjernet fra sortimentet, eller som jeg syntes var for små til salg.




På samme tid fik jeg plantet en fin buksbomhæk af Peters stiklinge, der er fri for enhver form for svampesygdomme.




Jeg kan ikke få nok af buksbom, men klipningen er jeg knap så glad for. Den foregår her hos os oftest i april og august. Men buksbomhække skaber ro og orden og giver en god ramme om et måske lidt for vildt bed. 










Anlæg og gravning

Vi er så heldige, at vi har fået nye "naboer" oppe på gården - nogle unge fyre (brødre) er flyttet ind, og den ene har et multiservicefirma, som han kalder det, udover driften af gården. Heldigt for os, for så er det ikke svært at få fat i de store gravemaskiner. Det er dog aldrig svært at få fat i en rendegraver herude på landet ;-)

Jeg skulle have udvidet køkkenhaven, så to af rammerne fra planteskolen er flyttet derop, men først skulle græsset fjernes. Jeg gad denne gang ikke selv at grave græstørvet væk - og havde heller ikke tiden til det, så en minigraver er det optimale redskab!




Bagefter fik Peter sat rammerne på plads, fyldt dem med indkøb muldjord og sat nogle af de spændende kartoffelsorter, som jeg har skrevet om her på bloggen for et par uger siden. 



Det var meningen, at der skulle være skærebed for enden af de to rammer, men vi sætter nu flere rammer, hvor jeg kan udplante stauder, der skal vokse sig større. På de små stier lægger jeg pigsten. Meeen... det må vente lidt, for der er virkelig travlt med ordrer i år, og desuden har vi - som altid - flere projekter i gang. Ja, ja, vi keder os aldrig ;-))

Blandt andet skal vi have flyttet nogle af vores tykke buksbomhække, da der skal bygges et hus i planteskolen, hvor de er placeret.




Så var det jo fint, at minigraveren lige kunne grave den rende også. Tidspunktet for flytningen er ekstrem dårlig, men vi må bare vande godt hele sommeren. 

Jeg synes, det hele eksploderer i haven, og heldigvis har vi også tid til at nyde det hele. Staudebedene har vokset sig tætte og frodige, og jeg opdager hver dag nye udsprungne stauder. 



Jeg er især glad for den vilde kørvel med det mørke løv 'Ravenswing' - vist herover. En kraftig og vital plante, der i øjeblikket praler med flotte blomsterskærme. 

Og de mange iris, der netop nu viser deres styrke og pragt. Herunder 'Cimmaron Rose' tittende frem fra hylden 'Black Beauty's mørke løv. 




Eller de mange tulipaner, der stadig viser, hvad de kan :-)) Herunder 'Blue Heron'.




Silkepæonerne imponerer mig altid - i grunden mere løvet end selve blomsterne, tror jeg. 





Hele pinsen finder du os til haveudstillingen på Egeskov. Kigger du forbi????