Stiklingepotter

På vores Sverigetur besøgte vi flere keramikværksteder - ikke alt faldt i min smag, men gode idéer og flot udført keramik var bestemt ikke en mangelvare.

Specielt disse stiklingepotter forelskede jeg mig straks i. De er ca. 15 cm høje og med hul i bunden. Ret god - og enkel - idé, som jeg aldrig tidligere er stødt på. Det gør jo ikke noget, at det også ser godt ud, når man producerer ;-) Nah... de skal vist bare anvendes til privat brug - mine stiklingebakker i plastic er væsentligt mere praktiske.

Du kan besøge den svenske keramiker online her.

Stiklingepotter fra Sverige - med Pelargonium sidoides



Sommerhaver i Sverige

For en uges tid siden var vi på havetur i Sverige med vores to dejlige havevenner, Helle og Kim (havegalleriet.dk), og jeg vil lade billederne tale for sig selv - skønne, skønne køkkenhaver på Katrinetorp, Sofiero og Frederiksdal - der er smukt i Sverige. Sofiero har jeg tidligere besøgt, men det er ved at være nogle år siden.

Vi starter på Katrinetorp:











Sofiero - inspirerende køkkenhave med gamle drivhuse og butik med fint haveudstyr i god kvalitet (men dyrt). 









Frederiksdal har jeg ønsket at opleve i et par år. Stedet var ingen skuffelse. Der er have og romantik for alle pengene - gamle huse med flere værksteder og butikker. 








Næste tur til Sverige må være julemarkedet på Katrinetorp - det skulle være en oplevelse. 

Derudover besøgte vi flere keramikere, og svenskerne har altså gode idéer til anderledes keramisk haveudstyr- og pynt! Se et eksempel i næste indlæg :-)






Forsigtige forberedelser til haveweekend i september

For nogle uger siden drog Peter og jeg, Helle og Kim (Havegalleriet.dk) og Helle Nørby (byhellenoerby.com) fra Fyn til det idylliske Nordsjælland - Vedbæk. Vi skulle besøge min gode kollega og ven, Birgit Reimer, der ejer Caroline Mathildestiens Planteskole (nu www.storkenaeb.dk), fordi vi 4 kvinder sammen med Anne Stine fra Annestinestauder.dk, arrangerer en festlig haveweekend den 7-8. september. Og vi glæder os!

Se program og udstillere nedenfor!


Birgit Reimer
Dejlig dag med lækker brunch - tak Birgit!

Helle Nørby og Birgit

Birgit interesserer sig - udover de mange stauder - for køkkenhave, selvforsyning, høns osv. - ligesom vi andre også gør -, og det bærer haven og planteskolen præg af. Derfor var det oplagt, at vi fandt udstillere, der havde samme interesse, så det var det, vi ligesom arbejdede ud fra - udover det oplagte; stauder og haveudstyr.





Vi tror selv, det bliver en skøn og begivenhedsrig weekend. Der vil naturligvis være marked med salg af stauder, krydderurter, løg, lækkert haveudstyr, udsmykningssten, krukker i terracotta og cement, frugttræer og -buske, praktisk havetøj, kastanjehegn m.m. Pt.er vi 9-10 udstillere, og det er helt bevidst, at det ikke skal være et stort marked, men et hyggeligt marked med foredrag og demoer.

Der er åbent:

Lørdag den 7. september: kl. 10-17
Søndag den 8. september: kl. 10-16

Søndag kl. 13: Foredrag af Signe Wenneberg (der jo også har interesse i selvforsyning, høns osv.)

Entré: gratis

HUSK KONTANTER (ingen eller få tager mod dankort).

Program:

Lørdag:
Kl. 11: Anderledes/specielle stauder (herunder nyheder) - Marlene Muxoll (Staudefeen)
Kl. 12: Anvendelsesmulighed for belægningssten/udsmykningssten og spejlbassin - Helle Nørby (By Helle Nørby)
Kl. 13: Lær og hør om stiklingeformering - Peter Rygaard (Staudefeen)
Kl. 14: Græsser og selskabsplanter - Anne Stine Bruun (Anne Stine Stauder)
Kl. 15: Skyggebedet og dets planter - Hans-Henrik Källstrøm (Hillerød Staudegartneri)
Kl. 15.30: Hvilke storkenæb blomstrer længst og senest - selskabsplanter og placering i haven - Birgit Reimer (storkenaeb.dk/Caroline Mathildestiens Planteskole)

Søndag:
Kl. 11: Græsser og selskabsplanter - Anne Stine Bruun (Anne Stine Stauder)
Kl. 12: Skyggebedet og dets planter - Hans-Henrik Källstrøm (Hillerød Staudegartneri)
Kl. 13: Foredrag - Signe Wenneberg
Kl. 14: Anvendelsesmulighed for belægningssten/udsmykningssten og spejlbassin - Helle Nørby (By Helle Nørby)
Kl. 14.30: Hvilke storkenæb blomstrer længst og senest - selskabsplanter og placering i haven - Birgit Reimer (storkenaeb.dk/Caroline Mathildestiens Planteskole)





Udstillere/sælgere ud over os 5 kvinder/firmaer er:

Hillerød Staudeplanteskole
Marianne fra Kastanjehegn.dk
Rene Fleuron / plantestativer/staudestøttepinde i jern
Koustrup Forlag (bøgerne sælges af Martin, der også sælger blomsterløg)


Der vil være telt med café - kaffe, kage og vand. 

Håber, vi ses - mine egne kunder spørger ustandseligt, hvorfor jeg aldrig kommer til Sjælland - det gør jeg nu, og jeg har masser af skønne stauder med!! ;-)

Se det endelige program på vores hjemmesider og Facebook sider, når tiden nærmer sig. Tilmeld dig evt. som deltager her

God sommer :-)

'Ritausma'

Birgit elsker sine høns - de går ude i haven/planteskolen, når Birgit er der til at holde øje
med dem - og ræven!