Der er virkelig meget at glædes over i haven lige nu - trods årstiden. Hovedrollen spilles af de smukke asters i forskellige udgaver. Der er altså noget særligt over stauder, der blomstrer på et andet tidspunkt end i højsæsonen.
I min tidligere have, der lå syd for Århus (Mårslet) havde jeg et astersbed - inspireret af Anne Justs pudeastersbed. Dette har jeg ikke fået genetableret - og dog - har plantet en del
pudeasters 'Lady in Blue' i felter sammen med sibirisk iris. Pudeasters, Aster dumosus, bliver kun omkring 25-30 cm og danner, som navnet antyder, tætte puder af grønt løv, der står smukt hele sæsonen.
|
Aster dumosus 'Lady in Blue' |
Blomstringsperioden for de fleste asters er fra august/september til frost. De højere typer er gode som snitblomster.
|
Aster ageratoides 'Asran' bliver ca. 50 cm høj (i min sandjord - bliver lidt højere i god muldjord)
- breder sig ret meget. Stiv og opret - vælter ikke. |
|
Aster x frikartii 'Mönch' er blevet en af mine favoritter. Let og vilter, men vælter ikke. Ca. 50 cm. |
Blandt kæmperne hører
høstasters (strandasters, nyengelsk asters m.fl. navne), Aster novae-angliae og Aster novi-belgii, som de fleste sikkert kender. De har stive stilke og når en højde på ca. 150 cm - der kan dog være højdeforskel på de forskellige sorter. En af mine absolut yndlinge er sorten 'Marina Wolkonsky', der har helt mørklilla blomster.
|
Aster novae-angliae 'Marina Wolkonsky' - ca. 150 cm høj (70 cm hvor der er meget sandet).
I skygge eller overskyet vejr er blomsterne meget mørke. |
|
Aster novae-angliae' Marina Wolkonsky' og 'Pierot' |
Da vi flyttede hertil for 10 år siden, var der smukke høstasters i haven - de var ca. 50 cm høje. Jeg flyttede dem til køkkenhaven, og de blev hurtigt ca. 150 cm høje!!! De står fint og vælter ikke. Der er til mange buketter!!!
Kæmpen over dem alle, Aster glehnii 'Agleni', anskaffede jeg mig sidste år. Den er ca. 180-200 cm høj og står rank og stolt selv i hård blæst. Den har hvide skærme og blomstrer som de andre i flere måneder.
|
Aster glehnii 'Agleni' |
I år har jeg købt en ny asters, der hedder
Aster umbellatus - ca. 150 cm høj. Flotte hvide, løse skærme, og jeg glæder mig til at opleve den fulde højde næste år.
|
Aster umbellatus |
De allersidste asters, der blomstrer, er lyngasters,
Aster lateriflorus og Aster ericoides. Nogle år når de ikke at springe ud, men det gør egentlig ikke så meget, for løvet i sig selv har stor prydværdi. De bliver ca. 50-100 cm høj - alt efter sorten. Jeg klipper dem nogle gange halvt ned i juni, så jeg undgår, at de bliver alt for høje. Nogle sorter - f.eks. den mørkløvede 'Lady in Black' - skal opbindes.
|
Aster lateriflorus - ukendt sort. Smukt fint, tæt løv. |
|
Aster ericoides 'Lovely' |
Jeg er ret begejstret for den brogede Aster savatierii 'Variegatus', som jeg købte sidste år. Den er virkelig speciel og lyser godt op i bedet.
|
Aster savatierii 'Variegatus' |
Har du asters i din have? Har nogle gange svært ved at forstå den asters-fobi, der findes i Danmark. Heldigvis er det ved at vende nu, kan jeg fornemme :-)
Mon ikke det er Piet Oudolfs fortjeneste, at asters er ved at blive populære igen. Jeg holder meget af dem og kunne også godt tænke mig et astersbed. En af mine yndlinge er Prince, som er en lillebror til Lady in Black.
SvarSletJo, det kan være. Herhjemme har min gode veninde og kollega, Birgit Reimer fra Mathildestiens Planteskole (nu storkenaeb.dk), gjort sit til at brede budskabet om de skønne asters. Jeg vil også sige, at jeg sælger godt af de få, jeg har i sortimentet, men jeg vælger også de typer ud, som jeg selv synes er smukke og tror er salgsbare :-)
SletPrince - den har jeg ikke hørt om. Den må jeg straks slå op! :-)
Kh. Marlene
Ja det har jeg heldigvis - vi har "talt" om dette før og sjovt nok har jeg også tænkt at stemningen er ved at vende. Det vil også være tosset andet for de er så smukke lige nu (har du set mine partnere Rose de Rescht og en høstasters?).
SvarSletHvor er den Aster glehnii 'Agleni' flot:o)
Ja, Lisbeth, synes, vi plejer at have samme smag og fornemmelser sådan generelt ;-)
SletNej, det har jeg ikke set - har du lige lavet et indlæg om dette?
Kh. Marlene
Hej. Jeg er ret vild med den pudeasters, den ser sød og spændende ud og så er den åbenbart flot hele året. Den vil jeg overveje at anskaffe mig. Mange tak for inspirationen.
SvarSletDet kan jeg godt forstå, du er, Birgitte - det var den første asters, som jeg bare SKULLE have, og jeg havde flere forskellige sorter i min tidligere have. Se evt. Anne Justs pudeastersbed i hendes første bog 'Et År i min Have' :-)
SletKh. Marlene
Wauw, det ser bare godt ud med kombinationen pudeasters og sibirisk iris!
SvarSletJeg kan godt lide asters, for det er skønt med noget, der lyser op her i efteråret. Dog er jeg lidt ked af dem, der ikke når at blomstre. Min 'Lady in Black' er lige på nippet til at springe ud, men med kuldens indtog går det langsomt med at springe ud, og nu hvor der trues med nattefrost, er jeg bange for, at løbet er kørt. Men den står superflot uden opbinding i år - det skal den have :) Næste år flytter den plads til fuld sol hele dagen - så kan det være, den kan nå at springe ud.
Tak, Lotte - jeg er også selv ret glad for det bed - det giver en vis ro med felter af pudeasters og iris.
SletMin Lady in Black blomstrer godt nok nu, men den er også først lige begyndt. Den står i halvskygge. Jeg klippede min ned i juni, var det vist, for at den ikke skulle vælte og blive for høj, og det har været en succes. Jeg plejer ellers altid at binde den op, og alligevel vælter den lidt.
Men jeg glemte jo helt at vise billede af den smukke asters, jeg fik af dig - Aster er. 'Delight'. Den blomstrer så smukt nu, og jeg nyder den meget. Er SÅ glad for, at jeg endelig fik den ;-)
Kh. Marlene
Det kunne være, jeg også skulle prøve at klippe min Lady in Black ned næste år - på dens nye plads ;-)
SletJeg er glad for, at du nyder Delight :) Den er superskøn i år - måske fordi jeg har den flere steder nu. Da jeg skulle tage en haps fra til dig, lavede jeg lidt ekstra aflæggere af den. Nogle år har den også haft svært ved at nå at blomstre, men ikke i år.
Skønt, at du har den flere steder nu. Jeg nyder den virkelig meget. Den er ret anderledes end de andre typer ericoides, synes jeg.
SletKh. Marlene
Altså Marlene, nu har jeg lige opdaget at jeg slet ikke har fået kommenteret på dit skønne indlæg om Asters. Jeg har endda været tilbage og kigge på det flere gange. Det inspirerede mig til også at lave et indlæg om de underkendte Asters, og jeg har linket til dit indlæg, så nu må jeg hellere skynde mig at rette op på fejlen :-)
SvarSletHvor har du altså mange dejlige, og skønne billeder af dem. Jeg er så glad for 'Marina Wolkonsky', som jeg købte hos dig forrige år. Det er bare den flotteste dybe lilla farve. Ved du om du får 'Pierot' til salg til næste år eller har du flere? For den er jeg helt forelsket i. Er den virkelig så babylyserød som på billedet?
Lad os håbe at vi har fået lidt flere til at plante Asters i haverne nu :-)
Knus Hanne
Kære Hanne,
Sletskønt, at du også sætter fokus på asters - jeg må straks ind at se på din blog.
'Marina Wolkonsky' er jeg også særdeles glad for - den mørke farve er skøn.
Jeg har faktisk ledt efter 'Pierot' hos leverandørne, men de har den ikke, så jeg må lave nogle planter af min egen. Ja, den er sartlyserød.
Kh. Marlene
Så vil jeg meget gerne lægge billet ind på en af dine hjemmelavede, for den 'mangler' jeg godt nok :-D
SletDet er bare i orden, Hanne - gemmer din besked. Ved dog ikke, hvornår den er klar - nok smartest at lave stiklinge af den til næste år ;-)
SletKh. Marlene