Efterårsstjerner 2: Stauder, en-årige, frugt

Det er ikke kun asters, som forrige indlæg handlede om, der pryder haven lige nu. Haven har virkelig meget at byde på i år, synes jeg, og det skyldes naturligvis også det varme efterår. Vi har dog haft en smule nattefrost natten til lørdag, så geoginer, tallerkensmækker og flere andre har takket af for i år.

Stauder, en-årige og frugt kæmper om førstepladsen, og det er altså svært at finde en vinder, så heldigvis komplementerer de hinanden på smukkeste vis.

Vi har to meget store kvædetræer (ligner buske), som har duftende frugter. Jeg kan ikke få nok af kvæder, og de kan naturligvis syltes eller laves til kvædebrød, men duften af frugten i en skål i stuen, kan ikke sammenlignes med andet.


Æblekvæde - trækvæde - ikke de små japanske kvæder.

Den blå kniplingeblomst giver sammen med den lidt sjove æblesolbrud lethed til skærebedet, hvor også den nye Echinacea 'Mozzarella' er placeret. Et bed jeg i den grad nyder. 




De en-årige solhatte, Rudbeckia, såede jeg ret sent, men de har stået den sidste måneds tid med tykke og stive stilke, og de mørke blomster passer til de fleste farver. En sommerblomst, som jeg helt klart vil have igen næste år. 




Aconitum volubile, klatrende stormhat, har jeg altid været fascineret af. Mine er frøsåede, og de er i år meget kraftige. Fantastisk syn op ad kastanjehegnet. 




Gullige toner hører ligesom til sensommeren og efteråret, og hver dag beundrer jeg staudesolsikken, Helianthus 'Lemon Queen', der bliver omkring 150 cm høj. Den har ret små, citrongule blomster, der falmer til sartgul. Fantastisk i buketter, og så skal man altså huske på, at det er vigtigt at have højde i sin staudehave - det giver en helt anden bedfornemmelse. 




Krukker har jeg også i lange baner i år - tilplantet med stauder, sommerblomster og faktisk også stueplanter som her - husfreden, som med dens tykke puder giver et roligt udtryk:




Cosmos, stolt kavaler, har jeg i lange baner - måske 5-6 forskellige sorter, tallerkensmækkere i flotte selvsåede former (næste indlæg), lupiner, kæmpeverbena og mange, mange flere. Der er nok at plukke ind af! Sikke en frodighed :-)


Stolt kavaler - sorten 'Picotee'

En-årige meget duftende lupiner



12 kommentarer:

  1. Hej Marlene
    Ja du har da mange skønne blomster i din have endnu. Jeg har aldrig før hørt om klatrende stormhat, den ser spændende ud.
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lisbeth,

      klatrende stormhat er skøn. Vi havde den også i sortimentet i år - også den røde sort 'Red Vine'.

      Kh. Marlene

      Slet
  2. Uhm...elsker duften af kvæder og det er nogle virklig flotte eksemplarer af slagsen du har. Nattefrost haster ikke - vi er heldigvis sluppet indtil videre.
    knus Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Marianne,

      Heldigt, at I endnu ikke har fået nattefrost. Vi ligger i en frostlomme og får altid nattefrost som et af de første steder i landet. SELVOM vi bor på Fyn! ;-)

      Kh. Marlene

      Slet
  3. Har en lille æblekvæde som espaliet, som i foråret stod helt hvis med blomster. Og nu har den også leveret en 8-10 store flotte frugter. Noget af det bedste ved den kommende tid er duften fra en skål med kvæder - glæder mig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Henrik,

      det lyder flot med æblekvæde som espalier - det har jeg set hos Camilla Plum, og er rigtigt smukt.

      Ja, duften er fantastisk! :-)

      Kh. Marlene

      Slet
  4. Sikke mange dejlige blomster du stadig har i haven :) Jeg fik en klatrende stormhat af dig i foråret. Den har stået lidt i stampe, men forhåbentlig overlever den vinteren og tager godt fat næste år.

    Uhm, kvæder er dejlige på alle måder, men især synes jeg, at selve træet og forårsblomstringen er utrolig smuk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lotte,

      håber, at stormhatten kommer flot til næste år. Må holde øje med, om planterne sætter frø senere i år, så kan du få frø, hvis du vil.

      Du har ret; kvædetræet er meget, meget smukt. Flot vækst, og de små sartlyserøde blomster er meget eventyrlige.

      Kh. Marlene

      Slet
  5. Kære Marlene.

    Ikke alene elsker jeg høstasters ligesom du. JEG har også en kæmpe svaghed for æble- og pærekvæder. Det er simpelthen verdens smukkeste frugter. En skålfuld trækvæder i en varm efterårs-stue, afgiver en duft så skøn, at den næsten ikke kan beskrives. Jeg kan varmt anbefale ALLE at plante en trækvæde.

    En anden af mine darlings, som du også viser her, er staudesolsolsikken "Lemon Queen". Den jeg købte hos dig, har vokset sig stor og kraftig. Den har en skøn høj vækst og den mest vidunderlige farve. Og den blomstrer utroligt længe:o) Den er en uundværlig sensommerplante.

    De kærligste hilsner og tanker

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Tante Grøn,

      Ja, jeg mener faktisk også, at der er tale om verdens smukkeste frugter! Meget eksotisk udseende.

      Ja, er 'Lemon Queen' ikke skøn - jeg er selv blevet rigtig glad for den. Og du har ret; den blomstrer meget længe - den har i hvert fald stået et par måneder nu.

      Kh. Marlene

      Slet
  6. PS: Mon ikke trækvæder generelt er lidt sene til at komme igang? Min pærekvæde er 3 år gammel og det er første gang iår, at jeg kan plukke hele 6 kvæder ind til snifning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo, de kan godt være sene om at komme i gang, men så tager fanden også ved dem - ha, ha. Jeg plantede også en pærekvæde for omkring 3 år siden, og den er placeret et sted, hvor der desværre er ret dårlig jord, så den har nærmest ikke vokset sig større - ej heller båret frugt endnu.

      Kh. Marlene

      Slet

Dejligt, at du giver dig tid til at skrive en kommentar - tak :-)

ALLE kan skrive en kommentar - har du ikke en af de nævnte konti, vælger du bare "Anonym" eller "Navn" (har du ikke en webadresse, lader du feltet stå tomt).

Husk at tilmelde dig svar via email (nederst), da jeg altid besvarer din kommentar og ofte stiller spørgsmål :-) (dette er kun muligt, hvis du er logget ind på en af de nævnte konti).

Alle gæstebloggere får videresendt din kommentar.

Mange hilsner

Marlene