Jeg elsker stauder og har i sagens natur en del af dem, men jeg ville aldrig undvære de en-årige - sommerblomsterne. De blomstrer næsten non-stop sommeren over og giver kun op ved frostens komme. Det er på dette tidspunkt af året, at vi skal gøre status; hvad var en succes og skal gentages næste år, og hvad var knap så godt?
Jeg er trofast. Holder mig ofte til de samme blomster år efter år, hvis først jeg er blevet forelsket, men der skal naturligvis også være plads til udskejelser i form af nye indkøb :-) Men det er nu, der kan tages frø. Man sparer trods alt nogle håndører ved selv at indsamle sine frø.
|
Ammi visnaga (tandstikkerurt) og brun tobak |
|
Helianthus 'Valentine' (solsikke) og Verbena bonariensis (kæmpejernurt) |
De fyldte valmuer har stået i et væld af farver og former - de er dog afblomstret nu. De blev sået mellem Echinacea 'Mozzarella', og jeg kan klart anbefale at bruge en-årige mellem Echinacea (purpursolhat), der ellers ikke er meget for konkurrence fra andre stauder, men på det tidspunkt hvor de en-årige har vokset sig store og blomstrer, har purpursolhatten en vis højde, så den gerne deler pladsen med de luftige valmuer.
|
Papaver rhoeas (valmue) |
Nedenfor et eksempel på Echinacea 'Green Jewel' og Didiscus caeruleus 'Blue Lace' (kniplingeblomst), hvor kniplingeblomstens lette vækst ikke konkurrerer med den grønne juvel.
|
Echinacea 'Green Jewel' og Didiscus caeruleus 'Blue Lace' (kniplingeblomst) |
Nogen kan ikke lide lugten af morgenfruer - det kan jeg. Jeg elsker den, og den minder mig om min barndom. Her hos mig selvsår morgenfruerne sig lystigt, så jeg sår aldrig nye - det klarer de selv. Det gælder i øvrigt med en del sommerblomster - bl.a. også Cosmos (Stolt kavaler).
|
Calendula officinalis (morgenfrue) |
|
Cosmos bipinnatus 'Picotee' (Stolt kavaler) - selvsået |
Zinnia, Frøkenhat, kan være lidt sværere at tage frø af - blomsterne har det med at rådne og klaske sammen, hvis der kommer kraftig regn.
|
Zinnia 'Red Queen Lime' |
|
Zinnia 'Aztec' med små yndige hoveder - meget blomsterrig. Busket. |
De sidste par år har jeg indkøbt og sået den bedårende Ageratum 'Red Sea' (blåkvast). Man har svært ved at tro, at de frø bliver til noget, og de skal da også forspires - ellers går de simpelthen til. Frøene er små og nærmest knuses til hvid pulver, hvis man trykker lidt for hårdt på dem. Den almindelige lave blåkvast er langt nemmere at så, og der kommer mange planter ud af et brev frø.
|
Ageratum 'Red Sea' (blåkvast) og hvid skabiose. |
|
Den almindelige, lave blåkvast, Ageratum houstonianum, som jeg nok ikke vil så igen. Den er lidt for potteplante-agtig, men har en smuk blålilla farve. |
De lækre solhatte, Rudbeckia, i mørke nuancer har jeg tit beundret og besluttede mig for at så sidste år. De overvintrede fint i mine højbede og er i år ret kraftige.
De bliver dog også ofte solgt som stauder rundt omkring på planteskolerne, men det er de normalt ikke. Jeg har dog selv til Staudefeens sortiment bestilt en chokoladebrun sort til næste sæson, da jeg alligevel synes, den skal have en chance i haverne rundt omkring, for har man sandet og veldrænet jord, vil den sandsynligvis overvintre et solrigt sted - i et par år i hvert fald. Det kommer an på en prøve denne vinter også :-)
|
Rudbeckia 'Cherry Brandy' - forskellige mørke nuancer, også helt chokoladebrune |
Lathyrus odoratus (ærteblomst) er uundværlig i en sommer- og skærehave. Mine visnede dog ret tidligt ned denne sæson - prøvede ellers at fjerne bælgene - men nu skyder de fint igen :-) Her sammen med den limegrønne Bubleurum rotundifolium 'Griffithii' (hareøre), der binder alle farver sammen.
Jeg har sjældent den almindelige blå Nigella damascena (Jomfru i det Grønne), men prøver ofte at finde frø af de hvide og lyserøde sorter.
|
Nigella papillosa 'African Bride' |
Til sidst et foto af et bølgende hav af blå blomster - sået/selvsået i mit lidt vilde sommerbed. Har desværre ikke navnene på dem (har det ene navn lige på tungen!!! ;-) )
Dom blå vilda var fina ihop!
SvarSletMariana
Ih, dit indlæg giver mig lyst til at anlægge ét stort bed med sommerblomster. Desværre har jeg ikke plads til den slags udskejelser; har vel efterhånden knap nok plads til sommerblomster pga. overfyldte staudebede ;-) Lidt klassikere bliver det dog altid til: Kæmpe jernurt, limefarvet tobak, morgenfruer og den lækre yndling mamelukærme 'Pink Blush'.
SvarSletDet er godt nok en imponerende samling sommerblomster, du sår hvert år. Jeg faldt især for African Bride.
SvarSletLotte, det er også derfor, jeg har fået lavet højbede til formålet - har ikke plads i staudebedene :-) Limefarvet tobak har jeg også i år - dog planter fra min mor.
SvarSletMarie, ja, i foråret sagde jeg også med løftet pegefinger mod mig selv, at til næste år skal jeg IKKE have sået så meget, for jeg har jo altid travlt med planteskolen i foråret :-)
Kh. Marlene
Hej Malene.Sommerblomster er da ikke til at undvære i haven................og sikke mange smukke du viser.
SvarSletHavde stor succes med mine limefarvede Zennia i år.De er bare blevet helt fantastiske.Vil prøve at samle lidt frø af dem .
Rigtig god weekend Knus Jette
Kære Jette. De limefarvede Zinnia har jeg faktisk ikke haft i år - har helt glemt dem. De er ellers så smukke.
SletOgså skøn weekend til dig :-)
Kh. Marlene
Jeg har overvejet at så mine valmuer blandt Solhattene her i vinter.... men jeg var lidt i tvivl om, om Solhattene ville blive sure, så tak fordi du fortæller at det går fint med den kombination hos dig.
SvarSletSelv tak, Sussi.Sussinghurt - god weekend :-)
SletKh. Marlene
Jeg kan godt mærke den der regnormsrygrad allerede er fuldstændig gele-agtigt på mig nu. Jeg lovede også mig at næste år, så...... Men nu er jeg jo allerede ved at se på frø til næste sæson. Suk. Jeg har svært ved at være trofast, der er jo altid liiiige en, man ikke har prøvet, der er sååå fin :) Men jeg har lært mig selv ikke at give for hurtigt op, at de der små lange og tynde spirer ikke nødvendigvis er ødelagte. Lidt TLC, så klarer de det også. Så er det bare hvor man skal plante dem....:)
SvarSletKnus Anne Mette
PS: 'Rosita' er noget så yndig og fin :)
Ja, Anne Mette, det er sgu svært at være trofast! Der er fristelser overalt, når man kigger efter frø på nettet ;-)) Mon ikke også der sniger sig nye ind hos mig. Det tror jeg næsten.
SletDu har ret i, at man ikke skal opgive tynde spirer - de kan hurtigt blive store, når først de er udplantet, og når luften er varm.
Ja, er 'Rosita' ikke bedårende - synes, den er så smuk med den sartrosa farve.
God weekend :-)
Kh. Marlene