Forårsnyheder

Som mange af jer sikkert har opdaget, har vi fået ny hjemmeside, og den bugner med forårsnyheder; stauder og haveudstyr.

Der er allerede kommet godt med ordrer - tak! - og vi begynder at sende omkring midt marts til først i april (dog ferielukket i uge 14).

Plantemarkeder og udstillinger, som vi deltager i, er også lagt på siden - husk vi tager gerne bestillinger med til dig, så du kan afhente dem på et plantemarked, så sparer du portoen. Det samme er gældende ved afhentning her på planteskolen.

Nogle af vore mange nyheder:


Filipendula 'Red Umbrellas'

Begenia 'Dragonfly Sakura'

Geranium 'Cyril's Fancy'
Hoved i støbejern

Engel i støbejern - er hul, så kan også sættes på pind eller lignende. 

Phlox 'Babje Leto' ® - Foto: Jan Verschoor

Phlox 'Creme de la Creme' ® - Foto: Jan Verschoor

Snegl i støbejern


Flere nyheder i næste indlæg :-)





Gammelt eller nyt haveudstyr?

Det er en smagssag, om man kan lide gammelt eller nyt haveudstyr til haven. Nogle mennesker synes, at det er forfærdeligt med det forfald, der i form af f.eks. rust viser sig ved gamle udendørs ting. Det gør jeg ikke. Kan jeg få det gamle, foretrækker jeg dette - og betaler gerne for det. Så sparer jeg på noget andet (se dog eksempler på nyt flot haveudstyr længere nede i indlægget).

F.eks. er jeg fuldstændigt forelsket i de store gamle franske melonklokker i glas, som er meget svære at finde. Det har jeg været siden midten af 1990erne. Måske fordi jeg i en kortere årrække holdt ferie i Provence, hvor jeg netop stødte på disse.

For nylig var jeg heldig at få fat i en med knop - denne er oftest slået af. Dette gjorde man for at kunne stable klokkerne. Den var ikke billig - men jeg måtte bare have den ;-) Nu har jeg 3 af disse klokker, og jeg skiller mig aldrig af med dem! Der findes dog nye udgaver af drivklokker, som også er meget, meget smukke. Glas er jo tidsløst. Vi har to slags i vores sortiment.




Gamle sandstenspotter er også en af mine favoritter. De lidt større typer findes der ikke så mange af, så jeg er lykkelig, når jeg finder disse - jeg både køber dem, men har også været heldig at finde nogle på genbrugspladsen - i containeren med murbrokker!




Zinkbaljer har været populære længe. Jeg er blevet lidt træt af dem, men bruger dem nu til tilplantning, hvor de får en ny og anderledes funktion, og jeg har så glæde af dem lidt endnu. 




Nu skal det selvfølgelig heller ikke overdrives med de gamle ting - så kan haven måske fremstå en smule rodet, men små ting hist og her pynter på haven og skaber hygge, som er det vigtigste for mig i min have. 






Grunden til, at jeg foretrækker de gamle haveting skyldes sikkert, at de er, hvad de er - de har fået deres patina naturligt og giver sig ikke ud for at være noget, de ikke er. Når det så er sagt, glæder det mig usigeligt, at der i dag findes smukt NYT haveudstyr på markedet, og jeg (Staudefeen) har selv taget nogle af de ting hjem, som jeg virkelig synes godt om. Bl.a. nogle små figurer i gedigent tungt støbejern, der kan pynte (måske lidt skjult) i haven, drivhus, altan osv. eller måske på en pind eller på kastanjehegn, da de er hule. 


Vi får også igen i år forskellige typer af cement-/betonkrukker, som hurtigt får smuk patina....




Men mere om det nye haveudstyr senere. 

Hvad foretrækker du - det nye eller gamle haveudstyr?



Følg Staudefeens blog via Bloglovin

Grøn vinter - yes!

Jeg kan godt lide at være foran - det giver en ro og god fornemmelse for, at jeg nok skal nå det hele, når sæsonen rigtig starter. Og i år er jeg som planteskole- og haveejer heldig. For vi har indtil nu haft en mild og meget grøn vinter. Mange sukker efter sne, og jovist er det kønt, men ret upraktisk - specielt, når man bor på landet.

Så jeg har virkelig nydt at kunne ordne staudebede (bliver det frost, dækker jeg med gran - vi har masser i år pga. væltede træer under stormen);




og dele forskellige stauder - her Geranium x oxonianum 'Rosemary';




og ellers kigge på alt det grønne - som de forskellige slags timian, der ikke har set skyggen af vinter, og som stadig kan bruges til krydderurtesalt.



Jordkastaniens fine lysegrønne løv fører tanken hen på en tidlig forårsdag. 

Og både fyldte og enkle juleroser er sprunget ud, og masser står med nikkende knopper.






Jeg har jo ellers prøvet at være på forkant denne vinter - sat klokker og minidrivhuse over de lettere sarte urter som f.eks. rosmarin og jordbærmynten. Men indtil nu har vinterdækningen ikke været nødvendig. Den skader dog ikke. 



Granafdækning af stauder i potter - god og luftig vinterdækning. 

Nyder du også den grønne vinter - eller ville du foretrække en omgang sne?



Vind gammelt julepynt

Indrømmet, der sker ikke så meget herinde i juletiden. Det skyldes, at jeg hver dag juler på min juleblog/-hjemmeside, Min Gamle Jul, med tilhørende Facebook-side.

Har du lyst til at vinde gammelt julepynt, trækker vi på søndag lod om de, der deler opslaget om konkurrencen på Min Gamle Juls facebookside og selvfølgelig liker Min Gamle Jul.

Se mere her

Husk dog at checke dine privatindstillinger - det er langt fra alle delinger, jeg kan se, og kan jeg ikke se delingen, er du af den grund ikke med i lodtrækningen.

Held og lykke :-)





Spændende frøplanter

Der er en vis glæde ved at opdage usædvanlige og smukke frøplanter i sin have. Begejstringen vil næsten ingen ende tage, og er der tale om en-årige/sommerblomster, bør man tage frø af dem. Siger JEG, for jeg har faktisk ikke taget frø af de specielle frøplanter af blomsterkarse, som er dukket op i min køkkenhave i år, men jeg regner med, at de har sået sig selv - som de plejer.

Sidste år såede jeg en halvfyldte ceriserød sort - husker ikke navnet pt. - men kun ganske få blev, som de skulle. Resten var orange og egentlig ikke særligt kønne. De såede sig selv, som sommerblomster nu engang gør - heldigvis - og afkommet var til min store overraskelse i det smukkeste farver, som jeg ikke umiddelbart er stødt på før, men de findes muligvis.







Det er ikke svært at få spændende frøplanter af bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum. Specielt ikke, hvis man har de sorter, der har broget løv. Men der er alligevel forskel. Jeg jublede ret kraftigt, da jeg her i efteråret faldt over denne frøplante - smukt løv. 




Ikke kun storkenæbsfrøplanter med usædvanligt løv er at finde i haven - en del af de forskellige typer selvsår sig - nogle mere end andre - men f.eks. Geranium x oxonianum selvsår sig ret villigt og får ofte de smukkeste blomster. Nedenstående har jeg haft i en del år nu, og jeg skiller mig aldrig af med den. Den har ret store blomster og et udpræget tydeligt netværk, så blomsten fremstår næsten lysende. 




Jeg nyder hvert år de mange frøplanter af Geranium wallichianum, som jeg for flere år siden fik foræret af en haveven. De har sarte farver i blå og lyserød - nogle med hvidt øje, andre uden. De blomstrer uafbrudt fra først i juli til helt ind i oktober. 




Jeg har før nævnt og skrevet om frøsåning af purpursolhat, Echinacea purpurea. Jeg har flere sjove, og de falder ikke altid ud som moderplanten; dvs. de er ikke frøægte, medmindre der er tale om en art. Men ofte ligner de dog, og for mit eget vedkommende er jeg lykkelig, når frøplanterne springer ud med grønne blomster som f.eks. 'Green Envy' eller 'Green Jewel'. Nedenstående er en af de mange frøplanter. 



Har du spændende frøplanter i din have?



Til Hanne

Hanne, fra "Hanne i Haven" døde i sidste uge og bisættes i dag. Hun var en sød og ivrig blogger og var også en af mine kunder.

Vi skrev sammen for to små uger siden ang. nedenstående asters, som hun skulle have et stykke af - den får du her virtuelt, Hanne.

Hvil i fred.


Efterårsstjerner 2: Stauder, en-årige, frugt

Det er ikke kun asters, som forrige indlæg handlede om, der pryder haven lige nu. Haven har virkelig meget at byde på i år, synes jeg, og det skyldes naturligvis også det varme efterår. Vi har dog haft en smule nattefrost natten til lørdag, så geoginer, tallerkensmækker og flere andre har takket af for i år.

Stauder, en-årige og frugt kæmper om førstepladsen, og det er altså svært at finde en vinder, så heldigvis komplementerer de hinanden på smukkeste vis.

Vi har to meget store kvædetræer (ligner buske), som har duftende frugter. Jeg kan ikke få nok af kvæder, og de kan naturligvis syltes eller laves til kvædebrød, men duften af frugten i en skål i stuen, kan ikke sammenlignes med andet.


Æblekvæde - trækvæde - ikke de små japanske kvæder.

Den blå kniplingeblomst giver sammen med den lidt sjove æblesolbrud lethed til skærebedet, hvor også den nye Echinacea 'Mozzarella' er placeret. Et bed jeg i den grad nyder. 




De en-årige solhatte, Rudbeckia, såede jeg ret sent, men de har stået den sidste måneds tid med tykke og stive stilke, og de mørke blomster passer til de fleste farver. En sommerblomst, som jeg helt klart vil have igen næste år. 




Aconitum volubile, klatrende stormhat, har jeg altid været fascineret af. Mine er frøsåede, og de er i år meget kraftige. Fantastisk syn op ad kastanjehegnet. 




Gullige toner hører ligesom til sensommeren og efteråret, og hver dag beundrer jeg staudesolsikken, Helianthus 'Lemon Queen', der bliver omkring 150 cm høj. Den har ret små, citrongule blomster, der falmer til sartgul. Fantastisk i buketter, og så skal man altså huske på, at det er vigtigt at have højde i sin staudehave - det giver en helt anden bedfornemmelse. 




Krukker har jeg også i lange baner i år - tilplantet med stauder, sommerblomster og faktisk også stueplanter som her - husfreden, som med dens tykke puder giver et roligt udtryk:




Cosmos, stolt kavaler, har jeg i lange baner - måske 5-6 forskellige sorter, tallerkensmækkere i flotte selvsåede former (næste indlæg), lupiner, kæmpeverbena og mange, mange flere. Der er nok at plukke ind af! Sikke en frodighed :-)


Stolt kavaler - sorten 'Picotee'

En-årige meget duftende lupiner



Efterårsstjerner 1: Asters

Der er virkelig meget at glædes over i haven lige nu - trods årstiden. Hovedrollen spilles af de smukke asters i forskellige udgaver. Der er altså noget særligt over stauder, der blomstrer på et andet tidspunkt end i højsæsonen.

I min tidligere have, der lå syd for Århus (Mårslet) havde jeg et astersbed - inspireret af Anne Justs pudeastersbed. Dette har jeg ikke fået genetableret - og dog - har plantet en del pudeasters 'Lady in Blue' i felter sammen med sibirisk iris. Pudeasters, Aster dumosus, bliver kun omkring 25-30 cm og danner, som navnet antyder, tætte puder af grønt løv, der står smukt hele sæsonen.


Aster dumosus 'Lady in Blue'

Blomstringsperioden for de fleste asters er fra august/september til frost. De højere typer er gode som snitblomster. 

Aster ageratoides 'Asran' bliver ca. 50 cm høj (i min sandjord - bliver lidt højere i god muldjord)
- breder sig ret meget. Stiv og opret - vælter ikke. 

Aster x frikartii 'Mönch' er blevet en af mine favoritter. Let og vilter, men vælter ikke. Ca. 50 cm.
Blandt kæmperne hører høstasters (strandasters, nyengelsk asters m.fl. navne), Aster novae-angliae og Aster novi-belgii, som de fleste sikkert kender. De har stive stilke og når en højde på ca. 150 cm - der kan dog være højdeforskel på de forskellige sorter. En af mine absolut yndlinge er sorten 'Marina Wolkonsky', der har helt mørklilla blomster.

Aster novae-angliae 'Marina Wolkonsky' - ca. 150 cm høj (70 cm hvor der er meget sandet).
 I skygge eller overskyet vejr er blomsterne meget mørke. 

Aster novae-angliae' Marina Wolkonsky' og 'Pierot'
Da vi flyttede hertil for 10 år siden, var der smukke høstasters i haven - de var ca. 50 cm høje. Jeg flyttede dem til køkkenhaven, og de blev hurtigt ca. 150 cm høje!!! De står fint og vælter ikke. Der er til mange buketter!!!




Kæmpen over dem alle, Aster glehnii 'Agleni', anskaffede jeg mig sidste år. Den er ca. 180-200 cm høj og står rank og stolt selv i hård blæst. Den har hvide skærme og blomstrer som de andre i flere måneder. 

Aster glehnii 'Agleni'

I år har jeg købt en ny asters, der hedder Aster umbellatus - ca. 150 cm høj. Flotte hvide, løse skærme, og jeg glæder mig til at opleve den fulde højde næste år. 

Aster umbellatus

De allersidste asters, der blomstrer, er lyngasters, Aster lateriflorus og Aster ericoides. Nogle år når de ikke at springe ud, men det gør egentlig ikke så meget, for løvet i sig selv har stor prydværdi. De bliver ca. 50-100 cm høj - alt efter sorten. Jeg klipper dem nogle gange halvt ned i juni, så jeg undgår, at de bliver alt for høje. Nogle sorter - f.eks. den mørkløvede 'Lady in Black' - skal opbindes.

Aster lateriflorus - ukendt sort. Smukt fint, tæt løv. 

Aster ericoides 'Lovely'
Jeg er ret begejstret for den brogede Aster savatierii 'Variegatus', som jeg købte sidste år. Den er virkelig speciel og lyser godt op i bedet. 

Aster savatierii 'Variegatus'

Har du asters i din have? Har nogle gange svært ved at forstå den asters-fobi, der findes i Danmark. Heldigvis er det ved at vende nu, kan jeg fornemme :-)